Menu
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.
Billedserier
Hent Adobe Flash player
I form til livet
Der var fart over feltet på SeniorHøjskolen, da 26 aktive kursister deltog i kurset "I form til livet". Traveture langs Vesterhavet, ved Limfjordens Bakker og Bølger samt i Klosterheden Plantage, hvor der blev kigget efter bæverhytter, dæmninger og fældede træer. Der var også vandmotion, spinning og fysiske øvelser på programmet, så pulsen kom op og musklerne sat på overarbejde. Masser af latter - men også en mere alvorlig snak omkring livsovergange, livskraft og livsmod, når livet udfordrer.

Valgfag 2016


Flemming Nees - FN

Forunderlige Vestjylland - fortællinger og ekskursioner
Kursus 3 - 21 - 27

Vestjylland er både fortid, nutid og fremtid. Det er folk og fællesskab. Det er specielle erhverv, der er vækkelser og bevægelser, og det er Danmark. Det, vil der blive fortalt om og diskuteret - udkant, forkant eller vandkant? Truet eller beriget af globaliseringen?
Vestjylland er også skøn og storslået natur. Så derfor er der også en række ekskursioner på valgfaget: bl.a. Limfjorden, Vesterhavet og Klosterheden.
Ekstraudgifter på dette valgfag til buskørsel kr. 200,-


Fortællinger til diskussion - om højdepunkter og lavpunkter i det 20. århundredes Danmarkshistorie
Kursus 32

Udvalgte fortællinger om Danmark er erindringer, egne eller andres, udvalgt til diskussion. Om værdier, hvad vi bygger på, hvad det kom af osv. Samarbejdet under krigen, Schlüters reformer, jordskredsvalget, Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, Jens Otto Kraghs velfærdssamfund, indvandring og meget andet. Tilsat litterære fortolkninger og kunstneriske udtryk. Som sagt til diskussion og fordybelse i det danske fællesskab

Asger Gyldenkærne - AG

Den nyere Danmarkshistorie fra 1929-1982. Fra krise til velfærdssamfund.
Kursus 3 - 21

Hvordan Danmark blev forandret fra landbosamfund over industrisamfund til det servicesamfund, vi alle kender i dag - og hvor vi kan spørge os selv, om vi også fik sjælen med.


National identitet - Danmark og Dansken gennem 1000 år
Kursus 9 - 27

Hvordan opfattede man det danske og Danmark i samtiden, og hvordan blev de tidligere perioder af vores historie og dens mennesker brugt af eftertiden? Og hvordan opfattes det i dag? Det danske og Danmark. Valgfaget er en kronologisk gennemgang af 1000 års danmarkshistorie med udvalgte dyk ned i de forskellige perioders selvforståelse i forhold til national identitet, hvis man da overhovedet kan tale om en form for national identitet før vi når op i 1800 – tallet. Men det kan vi jo også diskutere. Lige som vi også kan diskutere, hvad en national identitet betyder i dag, når vi hele tiden taler om globalisering.

Julietta P. Jensen - JJ

Vandreture ved hav og fjord - over stok og sten 4-8 km
Kursus 27 - 32

Vind i håret, skumsprøjt og pulsen op - ud og mærke årstidens vind og vejr. 5 raske ture ved hav og fjord, åbne vidder, bakker og bølger, og i skovens dybe stille ro. Unikke landskaber, naturoplevelser og naturglæde - godt for krop og sjæl: ”tank op, og hold dig i form til livet”. Vandreture med indhold, krydret med fortællinger fra egnen - om folk, flora og fauna. Vi går uanset vejr og vind, tag praktisk tøj og vandresko med.
3 Busture (heraf en heldagstur) ud til vandreturenes startsted medfører en ekstraudgift til bus på i alt kr. 200,-


Natursafari - med naturvejlederen på tur i vidunderlige Vestjylland med indlagte vandreture 4-6 km
Kursus 9

Ulven er tilbage i den danske natur efter 200 års fravær, og udsatte bævere spreder sig lystigt i det ganske land. Samtidigt forsvinder sårbare arter, og nye arter dukker op, nogle af dem udvikler sig endda til invasive arter - der er dynamit og dynamik i dansk natur netop nu. Vi skal ud på opdagelse, fyldes med natur i sind og krop, diskutere natursyn og sende tanker på himmelflugt. I valgfaget er der oplæg på SeniorHøjskolen, samt 3 ekskursioner ud af huset, heraf en heldagsekskursion. Vestjyske naturperler - en buket af forrygende landskaber og natur, fyldt med forunderlige og fantastiske fortællinger. Der vil være mulighed for mindre traveture ca. 4-6 km på alle ekskursioner. Vi går uanset vejr og vind, tag praktisk tøj og vandresko med.
Busture på valgfaget medfører en ekstraudgift på i alt kr. 200,-


Vintervandringer ved hav og fjord - over stok og sten 4-8 km
Kursus 3

Vind i håret, skumsprøjt og pulsen op - ud og mærke årstidens vind og vejr. 5 raske ture ved hav og fjord, åbne vidder, bakker og bølger, og i skovens dybe stille ro. Unikke landskaber, naturoplevelser og naturglæde - godt for krop og sjæl: ”tank op, og hold dig i form til livet”. Vandreture med indhold, krydret med fortællinger fra egnen - om folk, flora og fauna. Vi går uanset vejr og vind, tag praktisk tøj og vandresko med.
3 Busture (heraf en heldagstur) ud til vandreturenes startsted medfører en ekstraudgift til bus på i alt kr. 200,-

Lise Rokkjær - LR

Familien i litteraturen
Kursus 3 - 9

Familie og slægt er ældgamle temaer i litteraturen. Der var engang, hvor familien var noget entydigt og selvfølgeligt. Far, mor og børn med fastlagte roller gennem tradition og selvfølgelighed. I dag er familien som institution under hastig forandring, og forfatterne skriver om familie og relationer i et forsøg på at indramme samtiden. Vi følger sporene i den gamle og den nye litteratur, i en nysgerrig afsøgning og undren over, hvor vi kommer fra, og hvad det betyder, for den man er. Der vil være foredrag, oplæg og filmvisning som inspiration til fælles drøftelse og diskussion af temaerne: Familie, slægtsbånd, relationer.
Ekskursion: Vi kører ud i verden og ser en film på det store lærred - hvilket medfører en ekstraudgift på kr. 50,- til bus.


Litteratur og kulturpersoner i det 20. århundrede - om hundrede år er alting glemt
Kursus 27

Litteratur- og kulturpersonligheder i det tyvende århundrede. I 2015 blev 100 året for kvindernes valgret markeret. I valgfaget vil vi afsøge de særlige stemmer i litteratur- og kulturhistorien, der mange år forud for 1915, lagde trædesten, der blev til den egentlige vej mod grundlovsændringen. Litterært, var den norske forfatter Amalie Skram på banen så tidligt som i 1885. Thit Jensen og Agnes Henningsen skrev sig ind i dansk offentlighed omkring århundredeskiftet, og Jutta Boisen Møller var samlende kraft i den progressive forening Dansk Kvindesamfund gennem en årrække. Vejen var banet og Danmark fik sin første kvindelige minister, hør om Nina Bang og hendes politiske kamp. Valgfaget byder på foredrag, filmklip, diskussion og debat.
Ekskursion: Tur til Thit Jensens fødeby Farsø, med byvandring og besøg i Thit Jensens Mindestue - hvilket medfører en ekstraudgift på kr. 50,- til bus.


Litteraturens steder - I digterens fodspor
Kursus 21 - 32

Gennem ekskursioner til litteraturens steder, kommer vi helt tæt på historien og bliver klogere på digteren, mennesket og det landskab, der har skabt litteraturen. Vi vil gennem stederne opleve historien indenfor rækkevide, den bliver konkret, og fortællingerne åbner sig. Præstegården I Vedersø dannede rammen om Kaj Munks mest virksomme år. Det var her, Kaj Munks pen fyldte papiret med skuespil, digte, breve, prædikener og artikler. Det var også her, han til sidst blev hentet af sine bødler en mørk januar aften 1944, fordi han havde talt sandhed om et regime, der skjulte sig under løgn og terror. Vi kører til Vedersø og får hele historien. På samme vis afsøger vi Farsø, hvor vi træder Thit og Johannes V. Jensens stier, og vi drager til Lemvig, hvor vi træder ind i Thøger Larsens verden og får syn for den natur, der har givet inspiration og afsæt til noget af Danmarks smukkeste lyrik. Valgfaget vil veksle mellem foredrag, fortælling og ekskursioner. Ekstraudgifter til buskørsel kr. 200,-

Martin Ravn - MR

Nordisk visetradition
Kursus 3

Det hele begyndte med Bellman og hans bittersøde viser om liv og død, hentet fra det svenske folkeliv i 1700 tallet. Han har inspireret mange senere visekunstnere som Gunnar Weenerberg, Birger Sjøberg og Evert Taube, norske Alf Prøysen, Erik Bye og mange flere. Her i Danmark er Halfdan Rasmussen, John Mogensen, Niels Hausgaard og Benny Andersen også en del af den nordiske visetradition.


Dansk musik gennem tiderne
Kursus 9

Vor historie rummer mange komponister, store som små. Der vil blive kastet lys over al den dejlige musik der er blevet til i Danmark de sidste 200 år. Mange bliver kun husket via et mere eller mindre tilfældigt bidrag til Højskolesangbogen – hvem husker f.eks. at Peter Heise, der skrev melodien til ”Jylland mellem tvende have” også har skrevet en af de mest spillede operaer på dansk: ”Drot og Marsk”?


Højskolesangbogen - folk og fortællinger
Kursus 27 - 32

Hvis man vil finde kernen i, hvad der kan kaldes dansk, søger efter eksempler på sammenhængskraft i dansk kultur og eksempler på gedigen dansk lyrik i 200 år, så er højskolesangbogen ikke til at komme uden om! Vi dykker ned i sangene, i historien og fortællingerne og synger af hjertens lyst - ”Så syng da Danmark lad hjertet tale”.

Kristian Tikjøb - KT

Kunsthistorie og billedanalyse - hvordan vi læser billeder
Kursus 9 - 27

Du kan få større udbytte ud af kunst, når du har redskaber til at åbne kunsten med. I valgfaget arbejder vi med metoder til at analysere den kunst du kan møde på museer og gallerier. Hvordan læses et abstrakt, et surrealistisk eller et konceptuelt værk?


Kirker og kirkekunst
Kursus 32

Bliv klogere på kirkens kunst og arkitektur. Vi skal se på lokale kirker fra den romanske periode til i dag. De vestjyske stenkvadre kirker er nogle af landets ældste og meget ofte udsmykket med spændende stenhuggerarbejder, som vi også vil fokusere på. I valgfaget vil der være tre ekskursioner til udvalgte kirker - repræsenterende 900 års kirkebyggeri og udsmykning.
Ekstra udgift på kr. 150,- til bus.


Rakubrænding - østens forunderlige keramik
Kursus 21

Raku er en mageløs keramisk proces, der oftest ender med meget smukke resultater. Først former du dine emner i ler. Det kan være skåle, fade, vaser, krukker, relief og skulptur. Så følger tørring, forglødning og arbejde med glasur. Herefter er det ren magi! - Udendørs forglødes dine emner på ny, og siden reduceres de under savsmuld. Det giver ild og røg, men kort tid efter kan du fiske dit emne ud af bålet og nyde dets overraskende skønhed. Et valgfag for såvel øvede som uøvede.
Der må påregnes en mindre udgift til materialeforbrug.


Akvarelmaling - få kulør på tilværelsen
Kursus 32

Vand farve, pensel og papir er alt, hvad der skal til. Du får indblik i akvarellens grundlæggende tekniker Vi arbejder med hurtige skitser, men også med mere gennemarbejdede billeder. Du kommer til at male landskab, opstilling og frit. Et valgfag for såvel øvede som uøvede.
Der må påregnes en mindre udgift til materialeforbrug

Ole Jørgensen - OJ

Sangens og musikkens forunderlige verden
Kursus 9 og 21

Vi skal lytte, og vi skal se, og så skal vi synge. Vi skal synge nye og gamle sange – høre lidt om historien bag dem – forfatteren – hvordan melodi og tekst hænger sammen eller ikke. Gammel Dansk – vi skal ha en lille revy time – med revyviser, gamle danske filmsange og gode klassikere. Vi vil se på opbygningen af en musical og se på lidt handlingen og se og lytte til forskellige klip. Vi skal lytte til musik og snakke om, hvad vi oplever, når vi lytter og, hvordan vi sikkert har forskellige oplevelser. Vi vil se lidt på, hvordan det er bygget op. Alt fra klassiske værker til rytmiske sange og musik. Vi slutter faget med en lille musikquiz – og det er ikke eksamen. Midt i alt dette skal vi naturligvis synge en masse. I er også selv med til at vælge sange, I gerne vil synge og måske har en historie til. Et fag, hvor vi kommer vidt omkring – og det bliver hyggeligt, lærerigt og forhåbentligt en god musikalsk oplevelse

Bodil Keldorff - BK

Moderne ikoner og/eller Collager
Kursus 27

De gamle Ikoner var på træ; nu laver vi dem på lærred. Moderne ikoner åbner op for mulighed til at starte klassisk, men fuldende efter egne ideer. Ved at tilføre ikonen ting som for dig har betydning, er det her muligt at fremstille en personlig ikon. Medbring gerne effekter såsom: nøgler, mønter, billeder, gamle smykker, skruer, bolte eller bestik.
En mindre udgift til materialer må påregnes.


Kernelæder - et smukt produkt
Kursus 3 - 9

For øjeblikket drages naturen ind i vore boliger. Det ses i puder, tæpper og andre brugsting. Her vil vi arbejde i kærnelæder i naturfarve, og vi vil også prøve at indfarve læderet med natursværte. Ikke kun til boligting som æsker og krukker, men også til brugsting som bælter, punge, etuier og små tasker.
En mindre udgift til materialer må påregnes.


Garn - utallige muligheder
Kursus 32

Tykke og tynde garner kan med sting og masker blive til fine broderier eller sjove hæklerier, for ikke at tale om strikning af både store og små emner. Garn på billed- eller rammevæve kan med enkle teknikker blive til nyttige ting. Der kan altså broderes, hækles, strikkes og væves.
En mindre udgift til materialer må påregnes.

Hans Morten Kristensen - HM

Akryl
Kursus 3 - 21 - 27

Akryl-farver er kraftige farver med mange muligheder. På kurset afprøver vi nogle af dem. Vi ser på de grundlæggende ting ved billedopbygning: komposition, rytme, farver mm., og ud fra det gennemarbejder vi vore malerier. Tag gerne billeder med frafotoalbummet, der kan inspirere dig, f.x. fra en rejse du har været på. En mindre udgift til materialer må påregnes.

Poul Anker Møller - PM

Psykologi - Levet liv
Kursus 3 - 32

Psykologien har flere bud på, hvad der har betydning for det liv, vi lever nu. Hvad ved vi om det, der er medfødt (arv) eller om opdragelsens påvirkninger; hvilken betydning har arven fra forældre, skole og øvrige omgivelser. Hvilken betydning har kriser og traumer, og hvad skal der til for at være lykkelig.

Knud Sørensen - KS

Vandreture i Bakkers og Bølgers land, 4-6 km
Kursus 9 - 21

En ikke uvæsentlig del af Danmarks kyst smyger sig langs Limfjordens krumninger. Vesterhavets dramatiske lerskrænter ved Bovbjerg viser sig gang på gang i et smukt samspil mellem morænelandskabet, fjorden og havet - og i dette landskab skal vi ud at vandre. Busture ud til vandreturenes startsted medfører en ekstraudgift på kr. 50,- pr. bustur.
Seniorhøjskolen Nørre Nissum  |   Degneparken 22, Nørre Nissum  |   7620  Lemvig  |   97 89 10 11  |   kontor@seniorhoejskolen.dk